Just wondering
Arbejder man for meget, når både chefen og eleven, der er de næst-sidste til at forlade kontoret på to på hinanden følgende dage, minder en om, at man skal huske at gå hjem?
Det har været en rigtig god uge indtil nu. I modsætning til sidste uge. Prioritering, vand og nattesøvn. Works like a charm. Og jeg fik de to små regnskaber ud til tiden. Masser af månedsregnskabsopgaver hænger nu stadig, men der er håb forude. Chefen prøver at få rykket deadline på de små regnskaber for fremtiden. Det er stadig nyt for mig med de ekstra månedsregnskabsopgaver, og det kneb også med tiden i sidste måned. At flytte deadline på de små regnskaber vil hjælpe.
Jo, jeg arbejder meget. Men når blot jeg har motivationen i behold, så er jeg OK. Og så hjælper det også, at jeg har sagt op som hjemmets projektleder for mange år siden. Bare uden bitterhed. Jeg er helt fantastisk godt gift, så min mand har selv taget jobbet. Jeg ELSKER den mand!
Vidunderligt, sq
Jeg er så sej!
Jeg har fået 10 i videregående økonomistyring.
Jeg har fået 7 i Turnaround.
Og så har jeg fundet en god måde at lægget mit meget høje stress-niveau ned på. Jeg skal ‘bare’ prioritere i opgaverne og sørge for at få min nattesøvn. Og drikke vand.
I turnaround kom jeg op i de 5 årsager til krise og de fem kriseløsningsstrategier. Og jeg snakkede og snakkede. Der var ikke noget, jeg ikke vidste eller ikke havde svar på, men jeg brugte et lidt dumt eksempel på, hvornår man har brug for et budget, og derfor blev det ikke til mere. Men det er OK.
Jeg er stadig helt over the top over det ti-tal i Videregående Økonomistyring. Jeg kom op i Just in Time-produktion og havde nær glemt, at fidusen er de minimerede eller ikke eksisterende lagre, som man ikke har omkostninger til. Men jeg kom i tanke om det i tide og fik den hevet hjem. Jeg talte med begejstring i stemmen, og jeg tror det hjalp.
Og så til den sidste : Prioritering, vand, nattesøvn.
Godnat, blogland. Nørden skal sove nu. Og skål!
Sisters are doin’ it for themselves
Endelig er Nobelprisen i økonomi gået til en kvinde.
Elinor Ostrom og Oliver Williamson får i år Nobelprisen for deres arbejde med at organisere arbejdet med økonomisk styring.
Sådan, dame!
Et menneske
Kender du det, at du føler dig uovervindelig. Uovervindeligheden er så stærk, at den siver ud gennem porerne i din hud. Den ranker din ryg og stiver dine skridt, når du går i de tårnhøje stilletter.
Men så er det at nogen siger til dig, at uovervindelig bliver du aldrig. Skal man nu tro på det?
Jeg har en studiekammerat, der ikke tror på, at der kan blive en stilling som regnskabschef til mig. Jeg får jo kun en HD i regnskab om lidt, og ikke en Cand Oecon. I hendes verden er alt under Cand. niveau bare ikke nok til noget som helst. Som at uddanne sig til skolelærer, og skolelærere bliver ikke chefer.
Jeg tror, at min praktiske erfaring i kombination med min tilegnede teoretiske uddannelse lige om lidt vil kunne bringe mig derhen, hvor jeg gerne vil være: Forrest i en regnskabsafdeling med et antal ansatte. Det kan godt være at jeg skal over en controller-stilling først, men jeg har tid endnu, til jeg fylder fyrre. Jeg kan nemlig noget, som jeg ved, at en nyuddannet fra uni ikke kan: Jeg har den konkrete erfaring allerede ved uddannelsens afslutning. Man er nødt til at prøve praktisk, før man bliver rigtig god til noget. Der har jeg en fordel mod teoretikerne.
Jeg har prøvet at arbejde os gennem en gang hønsegård, og vi er kommet ud på den anden side. Eller, jeg har set det gjort på et praktisk plan, og ikke kun gennem en bunke teorier på et PowerPoint. Jeg ved, hvordan man konkret GØR! En anden kvalitet er, at jeg TØR gøre det og ved, at det er muligt.
Jeg har forsøgt mig med ting og har prøvet at fejle. Og jeg er kommet igen. Jeg har troet mig bedre end mine kolleger og er blevet gjort til skamme. Det har lært mig respekt for andres færdigheder - og mine egne.
Jeg har erkendt min egen sårbarhed. Nogen gange kommer jeg vingeskudt hjem og har bare brug for at blive holdt om og få ret i, at alle de andre er dumme og irriterende. For jeg er i høj grad menneskelig og bekymrer mig, bliver træt og tager sorger på forskud.
Men så rejser jeg mig, sætter plaster på de skrammede knæer og er uovervindelig igen. Det er vist ret menneskeligt.
Om at savne skolen
Da jeg var barn, glædede jeg mig overhovedet ikke til at begynde i skole efter den dejlige, lange ferie. Selvom jeg godt kunne lide at komme i skolen, så holdt jeg ikke særligt meget af lektierne. Blækregning, for eksempel, havde Fanden skabt. I vrede.
Nu er det anderledes. Jeg kan næsten ikke vente til på mandag, hvor første lektion efter ferien begynder. Hele den sidste måned har jeg været underligt rastløs. Der var ikke noget, jeg skulle efter arbejde. Men nu kommer mine bøger med posten i morgen eller overmorgen. Jeg skal læse i weekenden, og jeg glæder mig. Der skal læses tre lego-regnskaber, ugens pensum og sikkert et par ting til, som jeg ikke har opdaget endnu. Og så skal jeg have gang i note-apparatet. Jeg synes det er fedt at blive klogere, og arbejdsbyrden generer mig på ingen måde. Den er en gave. Jeg har fundet noget at brænde for.
At finde noget at brænde for var svært for mig helt op i begyndelsen af HD 2. del. Så fik jeg strategi og ledelse, der var et latterligt lille fag, men det tændte min ild. Jeg ved, at det er ad ledelsesvejen, at jeg har aller mest at give andre mennesker. Jeg finder det enormt interessant at få en gruppe til at arbejde sammen i stedet for at modarbejde hinanden. Og så er jeg gal med tal. Jeg skal da arbejde med økonomi-ledelse, når jeg endelig bliver færdig næste sommer.
Det her er et fedt sted at være. Jeg elsker mine nu’er, og jeg glæder mig til den fremtid, jeg er ved at skabe for mig selv.
Ferie uden det er ferie
Chefen tager på ferie om på den anden side af jorden i næste uge, og imens har en kollega og jeg hovedansvaret for, at alle afstemninger er klar til udsendelse af månedsregnskab for august, til chefen kommer tilbage. Det gør hun dagen inden udsendelse.
Første gang chefen hldt lang sommerferie, var sidste år. Der gik hele afdelingen så i tøs, mens chefen var væk. Enkelte ville hellere have mig som chef, hvilket jeg tager som en kompliment, men ikke mere. Tøserierne, der bestemt ikke er min yndlingsdisciplin, overlevede vinteren og er forsøgt aflivet her i foråret. Men nu skal chefen på ferie igen, og gud ved, hvad der så sker.
Jeg håber, at jeg er vokset som menneske og afholde mig fra at deltage i bagtalelser ved ikke at sige noget. Men jeg ved det ikke endnu. Jeg kunne slet ikke lide mig selv efter sidste runde i tøse-helvede. Det er ikke den person, jeg gerne vil være. Og jeg gider ikke tage en tur til.
Vi har alle lært af situationen med tøs. Chefen tager et rense- luften- møde, inden hun rejser. Det er super godt. Bagefter er for sent. Der bliver mulighed for at få smidt lorten på bordet. Kommer der så brok frem mens hun er væk, kan jeg stoppe det jeg ikke vil høre på med det strålende argument, at brokkeren kunne være kommet frem med sin anke på lorten-på-bordet-mødet. Jeg kan bede brokkeren tage det med chefen selv og holde mig ude af en konflikt, hvor jeg ikke hører hjemme. Et glimrende redskab.
Ellers må jeg have fat i chefchef, der før har været ret fantastisk til at sætte tingene på plads.
Jeg håber, at chefen får en god ferie. Jeg ved, at hun gør det bedste hun kan. Jeg synes ikke hun fortjener at skulle bekymre sig om, om vi taler bag om ryggen på hende i de uger, hun er væk.
Er det så nu, jeg skal træde i karakter og bede nogle mennesker om at klappe i?
Ja, det er det nok.
UPDATE:
Jeg har intet at bekymre mig om. Det var et godt møde.
Det var så den ferie
Jeg er god til at få lavet en hel masse. Faktisk skal jeg anstrenge mig for ikke at lave noget. Derfor er Tour de France en velsignelse. Og derfor plejer jeg at lægge mine tre ugers ferie samtidig med Touren. Så sidder jeg helt stille i sofaen så længe. Jeg har kun taget to uger for at være sikker på at have dage nok til eksamen, forberedelse, skrivning af hovedopgave og så videre, så den sidste uge af Touren tager jeg tidligt hjem fra arbejde i år.
På kun to uger har vi alligevel i år nået at:
- Male vinduer
- Klippe den flere hundrede meter lange liguster (det føles i hvert fald sådan)
- Grille som gale
- Være på stranden
- Fejle totalt på Roskilde
- Besøge Mor i sommerhuset, hun havde lejet
- Besøge Svigemor ovre på Sejerø
- Knække en tand og blive grinet af ved indtagelse af chokolade
- Gå lange ture
- Plukke vilde blomster
Jeg startede på arbejde igen i mandags. Og jeg er allerede med i mine afstemninger igen. Jeg har kunnet tage finansbogføringen igen i formiddags. Ikke fordi det betyder så meget, men det føles godt.
Jeg har også fået meldt mig til efterårets valgfag. Det blev strategisk ledelse, udvidet økonmistyring og turnaround. Eneste skår i glæden er, at faget controlling er en umulighed. Det underviser Carsten Kyhnau nemlig i, og hans elever går for at dumpe efter noder. Jeg har haft ham for en del år siden og dumpede. Det er åbenbart ikke blevet bedre med ham. Så jeg skal ikke tilbage til den fuser.
Men jeg glæder mig til alt det andet. Nu skal jeg bare have købt bøger.
Til foråret skal hovedopgaven skrives. Det bliver nok noget økonomistyrings-noget. Jeg kunne godt tænke mig at skrive om en anden virksomhed af en vis størrelse end min egen. Nogen forslag?
Skuffelse
Jeg troede, at jeg skulle være en del af et arbejdsfællesskab, der samtidig med at være hårdt også var sjovt.
Det var røvsygt! Jeg knoklede i otte timer med kun 30 min. pauser i mindst 40 graders varme i et for vildt opskruet tempo. Samtale var der ikke tid til. Tiden var kun til at råbe efter flere pomfritter eller smurte boller.
Bagefter var jeg forfærdeligt træt. Allerede efter en time var hovedpinen startet, og den fortsatte bare, uanset hvor meget jeg drak. Min 31-årige fysik kunne ikke følge med. Bagefter bare lå jeg på en luftmadras og gispede i en hel time, for at forsøge at komme til hægterne igen. Jeg drak rå mængder af saftevand. Tog et par kodimagnyler. Intet hjalp.
Bagefter gik vi tilbage til lejren for lige at få vejret inden Little Boots og Oasis. Men da vi havde sovet lidt, opgav vi alle tre. Vi var helt maste. Ingen af os havde på det tidspunkt hørt så meget som een koncert på Roskilde. Modet havde helt forladt mig. Jeg ville bare hjem.
Jeg hader Roskilde Festival og al dens væsen. For mange mennesker, for meget larm, for meget af alting! Vi tog hjem næste formiddag med en dårlig undskuldning til ham gutten, der havde ansat os. Vi tog om check-in og fik klippet vores armbånd. Jeg vil hellere betale 1785 kr for ikke at se en eneste koncert, end jeg ville tage de sidste to vagter. Og aldrig har jeg været så glad for at se mine børn igen.
Næste år tager vi med ungerne i sommerhus i stedet for. Så borgerlig er jeg.
Roskilde, jeg kommer nu!
Nu er det lige om lidt, at jeg har to ugers ferie. Den starter torsdag aften med en masse tosser på blæseinstrumenter på en mark lidt uden for Roskilde. Det bliver super, og jeg knokler helt vildt hele ugen for at nå det. Der er jo lige et månedsregnskab, der skal ud af døren først. Det plejer at tage til 8 hverdage ind i måneden, men denne måned skal det nås på to. Jeg har en plan, og jeg ved, at det kan lade sig gøre.
Men altså, jeg vil jo helst ikke betale 1800 kr. for noget, jeg ikke en gang ved om jeg kan lide, så min mand og jeg arbejder frivilligt i en af boderne i stedet. Hvis det er helt vildt fedt, køber vi måske en billet næste år. Det bliver rigtig godt. Vi skal møde en masse nye mennesker. Imens er mine forældre i aktion og passer pigerne. Specielt den store kommer til at elske at klatre i Mormors enorme kirsebærtræ, hvor bærrene er modne lige om lidt. Og jeg skal ligge i telt og lytte til de stive svenskere synge.
Men jeg ved jo ikke noget om at være på Roskilde endnu. Jeg ved bare, at jeg skal se Mew og Balstyrko og Oasis og desværre ikke Coldplay. Der har jeg burger-vagt. Jeg glæder mig.
Triumf!
Jeg har noget at prale af. Jeg fik en rigtig god karakter i skatteret.
Det meste af sådan en præstation kommer af at kunne sit stof og være ekstremt velforberedt. Noget af det er held. Jeg trak det skatteretlige indkomstbegreb, og troede dårligt mit eget good fortune. For det er jo så let. Statsskatteloven §§ 4 og 5: Du skal betale skat af al indkomst af økonomisk værdi, også naturalier. Men du skal ikke betale skat af avancen på salget af dine egne formuegoder.
Hvis du ejer et æbletræ, skal du betale skat af indtægten fra æblerne, der bor på træet, men ikke selve æbletræet, der jo er dit anlægsaktiv.
Men hvis du anskaffer æbletræet, fordi du kan tjene penge på at sælge det videre, skal du betale skat af avancen. Det er spekulation. Du bliver også skattepligtig, hvis du ofte sælger æbletræer, du kun har ejet i kort tid for at opnå en fortjeneste, og du bliver ved med det i en periode. Det er næring.
Alt det sagde jeg til læreren og censor. Så gik jeg ud, kom ind igen og fik 10.
Jeg styrer for vildt.